Samlede vaerker

BREMSENS MØSSE[*].

(F. A. Dahlgren.)

[Anm. * Svensk Hovedtøj.]

Og Bremsen han fôr til Marked engang,

der fik han den grønneste Møsse,

og saa fløj han hjem og summed og sang -

og hjemme han havde i Tøsse.

Men bedst som han fløj saa tænkte han brat:

»Nej har jeg nu faa't mig en Møsse,

saa skal jeg da komme som Ka'l for min Hat

og ej som et Fjols til Tøsse.«

Saa svang han sig op og red paa en Kalv.

»Hejhop!« han svinged sin Møsse.

Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv

og kiled afsted mod Tøsse.

Det gik som en Røg, det gik som en Dans,

»Hejsa!« paa Vej til Tøsse,

og Kalven den rejste i Vejret sin Svans

og løb som skudt ud af en Bøsse.

Og da de nu kom til Gusted Kro,

hovsa! paa Vej til Tøsse,

tog Bremsen en Snaps saa god som to,

for Kalven monne han kysse.

Og da de saa kom til Aamelsstad,

hovsa! paa Vej til Tøsse,

stod dér Borgmester og Raad i Rad

og bukked for Bremsens Møsse.

Men Bremsen jog bort i rygende Trav

og letted end ej paa sin Møsse,

og Kalven afsted uden Bu eller Bav

med Halen hejst imod Tøsse.

Og da de var kommen til Torpendam,

det Gjæstgiversted i Tøsse,

blev Bremsen atter iwont for en Dram

og vilde strax Kalven kysse.

Men Kalven han slog med Rumpen bagud:

»Se saa gaar det til i Tøsse!«

og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud

saa ratsch! sa' hans grønne Møsse.

Og Bremsen han himled med »Ak« og med »Av«,

i Grøften der laa hans Møsse,

og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,

og saadan gjør hele Tøsse!

7/7 1904.