Samlede vaerker

NIELS BRANSAGER.

Saa lyst et Sind, som her gled under,

jeg mødte kun den ene Gang;

thi du, som her i Kisten blunder,

var Folkets Barn i Tro og Trang,

og alt hvad Skjønt det Folk skal naa,

dit Ynglinghjærte nynned paa.

En Stridsmand var du blandt de kjække,

det kjendtes trindt om Sjællands Kyst;

da kom en Pil fra Dødens Snekke

og traf dig i dit unge Bryst.

Men selv paa Smertens Sygeseng

du fingred ved din Buestreng.

O, Livets Gud, som skjænker Kraften,

hvi høsted du hans Rug saa grøn

og ringed Solen ned før Aften

for denne Lysets muntre Søn?

Ubrugte Evners lyse Guld -

hvor tungt paa jer at kaste Muld!

Men naar det gror i Danmarks Ager

og gjærer varmt i Folkets Sind,

og naar paa Sejrens Dag vi flager,

hans lyse Navn gaar med os ind

-med Duft af Kløver mild og sval -

i Mindets høje Frihedssal.

-Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,

kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,

før over Gravens mørke Rande

han sænkes ned i Sjællands Grund,

hvor Blomst skal spire, Haab skal gro

af Fædrejord og Ynglingtro!

2/4 1915.