Samlede vaerker

AFRODITE OG »SLIBEREN«.

I KUNSTSALEN.

(Carl Snoilsky.)

I Kunstens høje Skjønhedstempel

en Magt bestandig drager mig

til dig, du høje Afrodite,

du mørke »Sliber« hist -til dig.

Hvordan det Naboskab blev stiftet

imellem jer, jeg fatter ej, -

du underfagre Skjønhedsdronning,

du tunge, ludende Plebej'.

Som Formens Ynde og dens Plumphed

faar Fællesbo i Kunstens Sal,

saa ses i Livet alle Vegne

ved Skjønheds Side: Nød og Kval.

Alt hvad der klinger disharmonisk,

har ej til hendes Øre Bud;

det fæles Aasyn bringer Frysning

i hendes Alabasterhud.

Den Jord, som stræber, kjæmper, lider,

den standser ved den haardes Fod,

som imod hendes eget Cypern,

hver Bølge tæmmes i sit Mod.

Ej for at prøve Støvets Kampe

steg hun en Gang af Bølgens Elv;

én Lov hun bare kjendte: Skjønhed,

ét Maal for Livet kun: sig selv!

Hun er kun til for disse »_Nogle_«,

der ikke kjender Glædens Brist,

der stryger bort hver Savnets Rynke,

og marmormejslet staar til sidst.

En Afgrund derfor skiller hende

fra Trællen der, som bøjet staar,

beskjæftiget med Knivens Slibning

nu uafbrudt i tusind Aar.

Som hun steg frem af Perleskummet,

saa spired han af Jorden op,

af Sved og Blod igjennemsyret,

dens Muld har født hans Jættekrop.

Se disse plumpe Muskler, Sener,

der vrider sig som Orm i Orm;

se denne Haand, som Slidet fjerned

fra Skjønhedstypens ædle Form.

I Luften ligger som en Maning

af halve Tanker, brudte Ord;

saa rejs dig, du af Aaget tyng'de,

du staar jo paa din egen Jord!

Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet

gaar fristende mod Jætten frem:

»Følg os! Slaa løs!« de larmer mod ham.

Ve Jorden, om han lystred dem!

Er al Forsoning for de tvende

da ørkesløs at tænke paa?

Skal hun, den stolte, ingen Sinde

medlidende til Jætten gaa?

Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket,

sig vi' et goldt og selvisk Liv?

Skal han, som knæler der i Støvet,

en Dag bli' færdig med sin Kniv!

Stig ned, du Kunstens Afrodite,

fra Marmorplintens Pjedestal!

Lad Stenen smelte om et Hjærte,

der røres ved sin Næstes Kval!

Bøj dig i Ømhed mod din Broder,

og løs hans Skjæbnes haarde Baand!

Tør Sveden af hans mørke Pande,

og vrist ham Dolken af hans Haand.

Maj 1901.