Samlede vaerker

FREDLØS.

(Gustav Frøding.)

Jeg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand

forbi hele Verden,

ser Menneskers Færden

og Huse langs Vejenes Rand,

men har hverken Hjem eller Land.

Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset

og Buxerne flossed';

de slisker og slasker, de regnblødte Klæ'r;

Mustachen saa stift som en Skobørste hænger,

af Støvlen sig krænger

to vaade, smudsige Tæ'r.

Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger,

i Lader jeg ligger,

hvor Lejet mig kosted kun Tak;

for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker

mig fuld, saa jeg nikker

i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak.

Og Stemmen er rusten,

og dyster og brusten

af Brænd'vin og Hoste og Had;

jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder

med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder

at tigge en Skilling til Mad.

Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender,

jeg har ingen Venner,

de gi'r, som de gav til en Hund,

og intet er mit uden Kjæppen og Posen

og Dirken til Laasen

og Flasken med lidt paa sin Bund.

Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes,

og Portene pyntes

med Slynger af Birk og Syrén,

og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer,

mens under dens Stammer

mod Kvæld dækkes Borde af Sten, -

jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde,

som villig vil spinde

og koge lidt varmt til ens fattige Skrog,

en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge

og fri's for at tigge

hvert Bid, som en ellers ved Døren tog.

Det kan en vel ønske, men Fanden annamme!

det gjør vel det samme,

en fødes og ødes -hvad mer?

Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen,

men Bossen og Bissen

i Grøften fik redt sig Kvarter.

Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden,

og stygt bjæffer Hunden

i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar;

jeg vender mig langsomt mod Vejen derude

og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude

som fordum og pillede Blaar.

Febr. 1908.