Samlede vaerker

GRISEN.

(F. A. Dahlgren.)

Og Grisen sprang gryntende langs et Stakit,

Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf!

»Jeg kan ej andet tro, end det gi'r sig om lidt.«

Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!

Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.

»Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.«

Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:

»Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!«

Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:

»Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!«

Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:

»Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!«

Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:

»Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!«

Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.

»Et Hul maa li'godt findes, om end det holder haardt.«

Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:

»Nej varer dette længe, jagu' saa bli'r jeg svedt!«

Og Grisen han rendte fra et og til to:

»Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi'r mig ingen Ro.«

Og Grisen galoperer fra to og til tre.

»Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!«

Der rendte han -og rendte sine Kløver itu.

Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.

Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu:

»Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!«

7/7 1904.